Retningslinjer for breddedommere 2021/22

Gyldighed: Disse retningslinjer gælder i kampe i lokalunionerne.

Formål: Retningslinjernes formål er at sikre en så ensartet afvikling af kampe på samme
niveau som muligt, således at både spillernes sikkerhed, kampenes underholdningsværdi og ånden bag fodboldloven tilgodeses.

De tilstedeværende aktive parter i en fodboldkamp – spillere, trænere og dommere – er enige om, at respekt er et nøgleord. Respekt for hinandens funktioner – og for fodboldspillet.

Fair-Play:
Husk Fair-Play hilsen inden og efter kampen. Det er også dommerens ansvar. Se yderligere oplysninger om Fair-Play på DBUs hjemmeside www.dbu.dk.

Kamparrangement:
• Dommeren skal normalt være fremme til kampen senest ½ time før kick-off. Ved triokampe normalt senest 3/4 time før kampen
• Dommeren skal inden kampen være bekendt med, hvilke turneringsregler, der gælder for afvikling af den pågældende kamp.

Herunder bl.a.:
• Spilletid
• Tildeling af advarsler – Skal det registreres og føres på holdkortet?
• Tidsbegrænset udvisning eller ej.
• Skal målscorer registreres og påføres holdkortet?
• Skal udskiftninger registreres og påføres holdkortet?
• Må man indsætte målmandsreserve?

• Der må opholde sig max. 8 personer på udskiftningsbænken, og der må kun opholde sig personer, som har en funktion i forbindelse med afvikling af kampen.
• Eventuelle uregelmæssigheder ved kamparrangementet indberettes til lokalunionen af dommer, og kommentar kan indhentes fra en eventuel dommerudvikler.
• En kamp kan ikke begynde, hvis et hold består af færre end 7 spillere. En påbegyndt kamp spilles færdig uanset antallet af spillere på holdene.
• Hvis et hold i en ungdomskamp ønsker at protestere overfor kampens dommer, kan træneren/holdlederen foretræde for anføreren, når det skønnes nødvendigt.
• I lokalunionernes turneringer er det ikke et krav, at de såkaldte ”cykelshorts” og langærmede undertrøjer, som bæres under en kortærmet trøje, skal have samme grundfarve som bukserne og trøjerne, jf. Fodboldlovens § 4. Tilsvarende håndhæves DBUs retningslinjer om at anvendt tape skal have samme farve som strømperne ikke i lokalunionernes turneringer.
• En bortvist official (træner/leder) må gerne opholde sig blandt tilskuerne, hvis han forholder sig roligt.
• Det er ikke tilladt spillerne at bruge udstyr eller bære andet, som er farligt for ham selv eller andre spillere (f.eks. smykker). Lederne har pligt til at påse, at spillerne overholder dette. Bliver dommeren opmærksom på, at forholdene ikke er i orden, skal de pågældende bortvises fra banen, indtil forholdet er bragt i orden. Det betyder, at dommeren i lokalunionernes turneringer ikke skal tildele spilleren en advarsel.

Brug af arme og albuer:

Et slag, hvor modspilleren alene er spilobjektet og bolden uden interesse, er voldsom adfærd og straffes med udvisning.

I kamp om bolden vurderes dels udførelsen (armens position, bevægelsens kraft, retning og hastighed), dels hensigten (er armen et hjælpemiddel for spilleren til at komme længere frem eller op, eller bruges den som et selvstændigt våben mod modspilleren ?).

Bruges armen som våben med ond vilje og udsættes modspilleren for fare, er straffen en udvisning.

Bruges armen ellers som våben, afgør udførelsen, om der er tale om et hensynsløst puf (advarsel) eller et puf med unødig stor kraft (udvisning).

I alle andre tilfælde afgør udførelsen, om der er tale om et satset puf med normalt ingen følgestraf – eller et hensynsløst puf (advarsel).

Der skal skrides hårdt ind over for arme i hovedhøjde, som intet har at gøre dér i relation til kampen om bolden.

Forhaling af tiden:

Hvis en spiller, efter at spillet er standset, forsætligt berører en bold, som ikke tilkommer hans hold, og denne berøring sker for at forhale igangsættelsen eller kan fremkalde en konfrontation, skal spilleren advares.

Det samme gælder, hvis en spiller forsøger at forhale en igangsættelse ved f.eks. at stille sig foran bolden.

Dette gælder uanset tidspunktet eller stillingen i kampen.


2009 © Horsens Fodbolddommer-Klub